søndag den 16. juni 2013

Oplev verden

Se dig omkring. Ikke bare sådan på den kedsommelige måde, men virkelig se dig omkring og studér detaljerne i de ting, som omgiver dig. Se lyset og skyggerne. Se hvordan blanke ting spejler andre ting. Se formen på vasen og hvordan lyset følger konturen. Observer skyerne på himlen og se, hvordan de pludselig danner en kendt form. Vær barnlig observant.

Vi har så travlt i hverdagen, at det sidste, vi tænker på, er vores fysiske omgivelser. De er der bare. Men hvis du observerer dine omgivelser i stedet for bare at tage dem for givet, så oplever du ikke kun genstande; du oplever verden, som den er naturligt skabt eller menneskeligt skruet sammen.

Jo mere du vænner dig til at observere, desto mere observant bliver du. Lige pludselig er selv de mindste detaljer synlige, og du opdager ting, du ellers aldrig ville have bemærket.

Alle synsindtryk er foder til din hjerne, og udbyttet er, at du kan omdanne de mange visuelle indtryk til fantasi. Og nu kommer vi så frem til udbyttet af al den snak - nemlig at fantasi er grundlaget for kreativitet.

Når vi som mennesker kan prale af at være øverst på rangstigen af de levende væsner, så er det ikke på grund af vores intelligens, men på grund af vores evne til at tænke abstrakt. Ingen andre væsner kan omsætte så meget input til at skabe så mange nye ideer og opfindelser. Det er netop det, der er styrken i at observere. Jo mere input, desto mere kreativitet.

Kreativitet er en designers levebrød. Så slug dine omgivelser råt!

Foto: © Amy Sept

3 kommentarer:

Anette sagde ...

Jeg er helt enig :-)
På en dag hvor solen falder ind i stuen, kan jeg gå på jagt med kameraet og fange små detaljer som lyset falder på og blive helt opslugt.

Jeg diskuterede det engang med en kollega, som mente, at alle de der fotografer (som mig) ikke ser spor på deres ferier, fordi de hele tiden går med kameraet for øjet.

Jeg er helt uenig, jeg vil påstå, at jeg ser meget mere, for jeg ser ikke bare den store udsigt, landskabet foran mig, blomsterne, en fremmedartet gade eller hvad det nu kan være, jeg ser også alle detaljerne. Og jeg ser dem, fordi jeg er trænet til at se både det store og det små med (og igennem) mit kamera.
Hilsen Anette

John Folkmann sagde ...

Anette: Du har helt ret. Man ser utroligt meget mere, når man går på "jagt" med kameraet. Detaljerne ligger trods alt i helheden...

Jeg var lige kort inde og lure på din blog: Wauw nogle flotte billeder du tager! Jeg er specielt vild med dem fra Frilandsmuseet, hvor du fanger de arbejdende damer med lyset ind af vinduet. Det er jo ren guldalderkunst :)

Anette sagde ...

Tak, jeg var heldig at komme forbi på et tidspunkt, hvor der ikke var så mange og solen stod flot mod vinduerne. Og så var det bare at skyde løs.
KH Anette